Biography

Hjertet bag bloggen
Velkommen til min dagligdag. Mit navn er Soffie og jeg er hjertet bag denne blog.

HjerteLiv er min daglige og personlige journal og startede ligesom alle andre blogs, fordi jeg mente, jeg havde noget på hjertet. Det var i december 2011. Seks år senere, og jeg har på grund af denne lille virtuelle dagbog, taget så mange flere fotos af mit hverdagsliv end jeg ellers ville have gjort. Seks år senere og jeg har et helt arkiv fuld af tanker og oplevelser samlet på et sted. Seks år senere og jeg er på vej mod nye eventyr som du er velkommen til at læse med om!

Fundament
I 2005 mødte jeg Mads. Efter at have færdiggjort begge vores uddannelser, rejst rundt i Europa og drukket en masse kopper kaffe, mens vi delte tanker om livet, besluttede vi tre år senere at flytte sammen i en lejlighed i København samtidig med at vi købte et fritidshavehus, hvor vi afprøvede drømmen om at have køkkenhave og højt til himlen sammen. Vi solgte denne lille plet i september 2012 og et halvt år senere rejste vi på nye eventyr. Vi har købt en gammel landejendom, lidt uden for Odense, som trænger til kærlighed, penselstrøg og livsudfoldelse. Vi valgte Fyn, fordi vi længtes efter at bygge på egen matrikel, dyrke masser af grøntsager, fodre et par høns og bo tæt på familien. I 2017 håber vi på at sælge oasen på landet og flytte mod Sydfyn, hvor hav, strand og Mads´arbejde ligger og venter på os.

Uddannelse
I 2007 blev jeg færdiguddannet, som E-designer med speciale i tekstildesign. Jeg elsker min uddannelse, men det har taget mig lidt tid at finde den vej, som jeg skulle gå af.

E´et i e-designer står for entrepreneurship, og den lagde derfor op til at jeg skulle blive chef i eget hus. Det var jeg for en kort periode, imens jeg designede mønster papir til den danske scrapindustri. Herefter hvirvlede jeg lidt rundt, imens jeg prøvede at finde den sti jeg ville gå af...

Imens jeg stod i dét, føltes det kaotisk og trist ikke at vide, hvor jeg skulle hen. Men set i retroperspektiv, fik det mig til at lytte indad og sætte ord og handling bag dét, jeg virkelig ønskede mig.
Jeg uddannede mig indenfor terapi, coaching og meditation. Altsammen imens jeg lyttede til min indre stemme, som hviskede til mig om, at kreativiteten var og er en del af min vej. Undervejs brugte jeg scrapbooking til at dokumentere mit og vores liv og reflektere over alt det nye der skete undervejs.


Familiebegyndelse
Før jeg mødte Mads var jeg i tvivl om, om livet som forælder, var noget for mig. Men når man møder den rigtige og tingene bare siger Klik, så falder brikkerne i livets puslespil jo sjovt nok på plads af sig selv.

I Januar 2012 blev jeg gravid med vores første barn. Selvom det kom bag på os, var vi lykkelige for at skulle være forældre. Og den 1. november 2012 kom frikadellen så til verden. Hun hedder Nellie. I februar 2014 dukkede endnu en positiv graviditetstest op, og grønærten, som vi valgte at kalde Ella, kom til verden d. 3.oktober samme år. At være gravid var uden tvivl en fantastisk rejse men foran os venter den største oplevelse af alle: At lære disse to små sjæle at kende og flette en familie sammen. De sidste 4 1/2 år indebar dét et valg om at jeg gik hjemme og passede begge vores piger. Det valg har været det bedste og den mest livsforandrende beslutning jeg nogensinde har taget.

Mit hverdagsliv er formet af alle disse ting og min retning begynder jeg så småt at se nu. Jeg er vendt tilbage til min elskede arbejde som mønsterdesigner, og jeg har netop lanceret min første mønsterpapir- og stempelkollektion for den danske scrap- og hobby butik Luna Hobby.

I 2017 begynder jeg på deltid som kreativ inspirator hos Luna Hobby. Ved siden af dette ønskejob - designer jeg næste mønsterpapir- og stempelkollektion, dyrker jeg yoga, henter pigerne tidligt og læser gode bøger foran brændeovnen. Allerhelst med en kop varm kakao indenfor rækkevidde.

Mit ønske for denne blog er, at du finder bare en lille gnist af inspiration til at skabe dig dét liv, du ønsker for dig selv. Måske finder du inspiration i de scrapbooking indlæg, jeg deler. Eller måske er det min hverdag med vores piger, der skaber en idé til dit eget familieliv. Har du et mål, en stille hvisken der gentager sig, så tag dig selv alvorligt og begynd at leve det ud, som dit hjerte er fuld af.

Tak fordi du læser med og velkommen til HjerteLiv!